Af Malene Fenger-Grøndahl
– Når vi arbejder sammen 24 timer i døgnet, svarer 10 år til 20 eller 30 år. Så det er godt, at vi også har perioder, hvor vi er væk fra hinanden og kan mærke savnet og længslen efter den anden, siger Nikola Diklic med et kærligt og drillende smil i retning af Brigitte Christensen.
De to har dannet par i 20 år og kender til kærlighedens udfordringer – endda kombineret med det puslespil, det er at få to internationale kunstneriske karrierer og to forskellige kulturelle baggrunde til at gå i spænd. De er begge kunstnere og arbejder med musik og teater over hele Europa – med base i Aarhus og Rom.
Brigitte Christensen uddyber: – Nærhed og distance spiller en stor rolle i vores forhold og er en evig balance, som vi er meget bevidste om. Vores karrierer er både fælles og parallelle, og vi har intense perioder, hvor vi arbejder sammen i døgndrift og deler alting – den kunstneriske proces, hverdagen, kærligheden. Og så er der andre perioder, hvor vi arbejder i hvert vores land på hvert vores projekt. I de perioder sætter vi bevidst tid af til at besøge hinanden. Hvis jeg har en uge fri, sætter jeg mig i et fly og tager hen, hvor Nikola er. På den måde kan vi bevare fornemmelsen for hinanden, og det er vigtigt, for som menneske er man hele tiden i forandring.
Nikola nikker og supplerer: – Som kunstner kan man ikke holde sig selv uden for processen, og for hvert værk eller projekt, jeg har lavet, er jeg blevet et andet menneske. Selvfølgelig er jeg grundlæggende den samme person, men jeg tror også på, at vi som mennesker ikke er noget uden relationer og uden interaktion med verden. Derfor er vi i konstant forandring, og hvis man som par ikke arbejder for at forstå hinanden og undersøge, hvad der sker i den anden, kan et forhold ikke holde i mange år.
Kærlighed, kunst og puslespil
Nikola Diklic er født og opvokset i Serbiens hovedstad Beograd i det daværende Jugoslavien, Brigitte Christensen er født i Silkeborg og boede det meste af sin barndom og ungdom i Aarhus, hvor hun også læste dramaturgi på universitetet og siden begyndte at lave eksperimenterende teater og dannede sin egen teatertrup, der turnerede rundt i Europa.
Nikola Diklic begyndte tidligt at spille klassisk musik og havde udsigt til en lovende musikalsk karriere inden for dette felt, men kastede sig herefter over studier i jura, inden han fordybede sig i at lave musik inspireret af forskellige etniske traditioner, blandt andet fra Østeuropa til hele Middelhavsområdet. Udforskningen af andre genrer førte til udviklingen af hans internationale karriere som komponist, musiker og sanger. Allerede som ung musiker dannede han flere orkestre, som han turnerede med, og arrangerede koncerter og events, hvor der også indgik dans, poesi og andre kunstformer. Senere, bosat i Rom, begyndte han også at komponere musik til teater og film.
Brigitte Christensen kom under en af turneerne med sin teatergruppe til Italien, forelskede sig i landet og fik base i Rom. Med udgangspunkt i Italien har hun siden skabt sig en karriere som internationalt anerkendt skuespiller, dramatiker, instruktør og festivalleder og har blandt andet udviklet såkaldte community plays, hvor almindelige mennesker inddrages i teaterprojekter, som munder ud i forestillinger af høj kunstnerisk kvalitet. Senest har hun gennem tre år udviklet og været kunstnerisk leder af Eutopia, et teaterprojekt i Aarhus-bydelen Gellerup, som med stor succes satte forestillinger op, hvor lokale beboeres historier blev bearbejdet kunstnerisk og inviterede internationale kompagnier af høj kunstnerisk kvalitet, fra hele verden. Musikalsk leder på projektet var Nikola Diklic, og Brigitte og Nikola fortsætter med konceptet bag Eutopia, som de har planer om at bruge andre steder både i Danmark og udlandet.
Nysgerrighed og blik for det absurde
De to har dannet par både kunstnerisk og privat gennem to årtier, efter at de første gang mødtes i Rom. Med base i Rom samt København – og de senere år også Aarhus – har de arbejdet i hele Europa både sammen og hver for sig. Et liv, som har gjort dem i stand til at fungere i mange forskellige kulturelle kontekster, både professionelt og privat.
– Jeg plejer at kalde mig luksus-sigøjner eller kulturel nomade. Jeg kan føle mig hjemme mange steder, og især i Italien føler jeg mig mindst lige så meget hjemme som i Danmark. Det handler ikke så meget om kultur og sprog, men om noget dybere i ens sind. Nikola har det på samme måde, og det er helt afgørende for, at vi har holdt sammen. På et dybt plan har vi noget tilfælles, som er vigtigere end mere overfladiske kulturforskelle. En nysgerrighed på verden, en trang til at udforske og omsætte det, vi opdager, kunstnerisk, siger Brigitte.
Nikola nikker.
– Vores erfaring med at bo forskellige steder og pendle mellem kulturer betyder, at vi har fået et skarpere blik på de ofte absurde ting, som kan optage ens tid og energi. I alle lande, byer og kulturer er der absurde ting, som man selv har svært ved at få øje på. Når man ikke er låst fast i en bestemt kultur, kan man se nogle af de ting, og det har givet os en særlig mulighed for ikke at blive fanget af ligegyldigheder, men fokusere på det væsentlige, siger han.
Efter en lille pause tilføjer han: – Det lykkes ikke altid, for vi er jo bare mennesker. Men vi har opdaget, at udfordringer i vores forhold ofte ændrer sig eller løser sig, når vi flytter os geografisk. Når vi flytter fra Italien til Danmark eller omvendt, sker der simpelthen noget med os, som også skaber en forandring i vores forhold.
Nikola føler sig lige så italiensk som serbisk og har i den grad inkorporeret det italienske i sin identitet og levevis, at han føler sig lige så meget hjemme i Rom som i Beograd.
– Når jeg er i Beograd og f.eks. sidder på en café, sker det ofte, at folk antager mig for at være italiener. Når jeg så fortæller dem, at jeg faktisk er født og opvokset i Beograd, bliver de overraskede. Der er ligheder mellem italiensk og serbisk kultur, men også forskelle. Men man er ikke bundet til den kultur, man er født ind i; meget handler om at leve åbent og tage nye ting til sig, siger han.
Ligeværdighed og hårdt arbejde
Da Nikola og Brigitte mødte hinanden, havde de begge boet adskillige år i Rom og talte flydende italiensk. Derfor var det oplagt, at de talte italiensk til hinanden. Da de første gang flyttede til Danmark, besluttede de at fortsætte med at tale italiensk indbyrdes, og det har de holdt fast i.
– Det er en stor fordel, at vi mødtes et sted, hvor vi begge var fremmede, men også følte os hjemme. Det gav en ligeværdighed, som kan være svær at opnå, hvis man bor fast i den ene persons fødeland, siger Brigitte.
Brigitte har besøgt Nikolas fødeby Beograd mange gange og har også boet og arbejdet der i en længere periode, og det opfatter hun som vigtigt for at forstå Nikola og hans baggrund. Og Nikola har boet lange perioder i Danmark og har – bl.a. som musiker og komponist i Zirkus Nemo – rejst landet tyndt og fået indtryk af de kulturelle forskelle inden for landets grænser.
-På den måde kender vi hinandens baggrunde, og det er vigtigt. Men grundlæggende handler et kærlighedsforhold om det samme, uanset om man har forskellig sproglig og kulturel baggrund. Man er nødt til at kigge dybt ind i sig selv og konfrontere de sider, man måske helst vil glemme, for at kunne møde den anden med ægte åbenhed. Det er et arbejde, som aldrig slutter, siger Nikola.
Brigitte supplerer: – At få et forhold til at fungere handler om at beslutte sig for. Hvis man virkelig vil noget – i kunst og kærlighed og i livet i det hele taget – så kræver det hårdt arbejde hver dag.