Fotogalleri

Billeder og Indtryk

LIVET TIL LÅNS – PILOTPROJEKT

LIVET TIL LÅNS er et nærbillede af den sidste tid. Et zoom ind på den rynke, der fortæller om grin og gråd. En hyldest til stilheden, langsomheden, det indre liv. Socialt orienteret virkelighedsteater, der gennem personlige fortællinger søger at skabe nye blikke på alderdommen.
Projektleder & instruktør: Brigitte Christensen, Dramaturg: Stine Ebbesen, Musikalsk konsulent: Nikola Diklic, Assistent: Line Linde Munter, Produktion: Teatret Svalegangen & Eutopia, Foto: Anders Teibel, Projektet er støttet af: Aarhus Kommune – Kultur & Sundhed, Ældre Sagen Aarhus & FO Aarhus

COMMUNITY PLAY: LYDEN AF OS

LYDEN AF OS er en vandring i forunderlige eksistentielle landskaber: Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Og hvor skal jeg hen? En gruppe unge står på scenen. Kraftfulde og skrøbelige. De ser direkte på publikum, udfordrende, bedende, krævende: “Lyt til os”. Livskraften og den utæmmede energi brager som en storm.
Iscenesættelse og koncept: Brigitte Christensen, Scenografi og kostumer: Catia Hauberg, Komponist: Nikola Diklic, Shakespeare konsulent: Nila Parly, Lysdesign: Henrik Bank, Instruktørassistent: Stine Ebbesen, Producent: HamletScenen

COMMUNITY PLAY: SOMALISKE ERINDRINGER – Snefnug og Kirsebærblomster

Poesien går hånd i hånd med virkelige fortællinger, når helt almindelige mennesker med somalisk herkomst for første gang står på scenen og deler deres erindringer. Om krigen, flugten, angsten, tabet. Om fornemmelserne og duftene. Om den rejse, de har måttet tage. Om det blå hav. Om drømmene, de har med. Om snefnug og kirsebærblomster.
Iscenesættelse og koncept: Brigitte Christensen. Scenograf: Catia Hauberg. Voices and soundscapes: Nikola Diklic. Lysdesign: Pappagallo. Instruktørassistent: Stine Nielsen, Sofie Jørgensen. Foto: Per Pedersen, Rasmus Bruun Jørgensen. Organisation: Najma A. Mohamoud, Søren Højgaard, Mathilde Späth. Produceret af: EUTOPIA 2017 & Gobaad Kulturforening.

SØNDAG 30.07.2017: EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL

Søndagens debatter stod i kunsten, åndens og sjælens tegn. En intim samtale med Yoshi Oida gav stof til eftertanke, som prægede denne sidste dag. På festivalpladsen blev publikum inviteret med på en underholdende picnic fyldt med tricks og magi af Andrea Farnetani. Om aftenen blev festivalen lukket på smukkeste vis af Compagnia Finzi Pasca, som fortryllede publikum med deres utrolige visualitet, talent og kunnen. En fortælling der trænger ind under huden i de dybeste lag i mennesket. Forestillingen sluttede med stående ovation. Festivalen var forbi og Gellerup blev igen til Gellerup – måske en lille smule forandret. Fotos: Laura Salvinelli.

LØRDAG 29.07.2017: EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL

Lørdag eftermiddag bød på berigende samtaler og debatter i debatteltet samt helt utroligt, nervepirrende nycirkus på festivalpladsen af Circo El Grito. Om aftenen havde EUTOPIA Stage æren af at være vært for den japanske skuespiller og teaterlegende, Yoshi Oida, og hans ligeså legendariske forestilling ”Interrogations: Words of the Zen Masters”. Store, gådefulde spørgsmål om livet og levemåder leveret med lethed, humor og smukke toner fyldte salen og publikum. Senere bar hundredvis af festivalgæster fakler gennem Gellerups gader som begyndelsen på en koncertaften for håb. Først fyldte den japanske taiko-trommeslager, Ichitaro, festivalpladsen med sine kraftfulde rytmer, hvorefter det dansk/tyrkiske band AySay med Luna Ersahin tog over med sine smukke melodier. Til sidst gik Tim Christensen på scenen og samlede hele publikum til fællessang med sine kendte numre. Aftenen sluttede i Gellerup Kirke, hvor det legendariske Kiev Kammerkor gav en uforglemmelig koncert. Fotos: Laura Salvinelli.

FREDAG 28.07.2017: EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL

Fredag åbnede festivalens debattelt, som blev indviet med samtaler om multikultur og kunstens betydning. Det var også fredag, der var premiere på Home Theatre-forestillingen ”Hamlet Short” i et af Gellerups hjem. En intim forestilling om livets store spørgsmål og efterfølgende tid til samtale, fællesspisning og nærvær. En klovneforestilling af La Industrial Teatrera for store og små på festivalpladsen, og kraftfuld dans på et persisk tæppe af Maqamat Dance Theatre og MaHa om aftenen. I Aftenteltet en collage af smil, musik og poesi iscenesat af Brigitte Christensen og Nikola Diklic med en lang række ypperlige nationale såvel som internationale kunstnere. Theatre of Voices sluttede i den sene aften af med meditationskoncert i Gellerup Kirke. Fotos: Laura Salvinelli.

TORSDAG 27.07.2017: EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL

En hyldest til Moder Jord med tre meter høje dukker, musik og dans af Sun & Moon Ensemble startede den anden festivaldag. En magisk forestilling af Company Markeline med sørgmodige, forhutlede væsner der førte publikum rundt på festivalpladsen, hvor bunker af sko fortalte store historier om livet, kærligheden og krigen. Et festfyrværkeri af musik, rytmer, utrolig akrobatik, balancekunster og jonglering af det uforlignelige poetiske Circo El Grito. Og en glad og grinende afslutning på dagen i Aftenteltet, hvor det lokale Cirkus Tværs med venner bød indenfor til fest og farver. Fotos: Laura Salvinelli.

ONSDAG 26.07.2017: EUTOPIA INTERNATIONAL FESTIVAL

En folkefest begyndte og solen tittede frem efter en lang, regnfuld sommer. Fællesspisning og samvær på Agoraen. Et møde mellem de to Kulturbyer 2017 fyldt med smukke toner fra Pafos og energisk dans fra Gellerups egne Jafra-dansere. Senere på aftenen bød de lokale festivalgæsterne velkommen til Gellerup med etnisk dans, fascinerende akrobatik og rørende fortællinger fra nogle af Gellerups beboere. Fotos: Laura Salvinelli.

COMMUNITY PLAY: MØRKHED

En teaterforestilling med kvinder fra Aarhus

21 kvinder for første gang på scenen. For første gang sammen. Elleve nationaliteter. Alle aldre og baggrunde. Alle amatører. Uden sceneerfaring hvirvles de ind i den magiske, kreative og krævende proces, der er tilblivelsen af en teaterforestilling.
Iscenesættelse og koncept: Brigitte Christensen. Scenograf: Catia Hauberg. Komponist: Nikola Diklic. Lysdesign: Frederik Eberhardt. Instruktørassistent: Cille Melgaard. Organisation: Pia Katballe. Foto: Laura Salvinelli.

SO FARAWAY, SO NEAR: DISPLACEMENT

EUTOPIA præsenterer under titel SO FARAWAY, SO NEAR, to danseforestillinger som handler om den “flygtede krop” og historierne bag. Den første prisvindende forestilling DISPLACEMENT er skabt af den syriske danser og koreograf Mithkal Alzghairtager. Forestilling tager udgangspunkt i krig, migration og revolution.
Dansere: Farah, Shamil Taskin, Mithkal Alzghair. Dramaturgiske råd: Thibaut Kaiser

SO FARAWAY, SO NEAR: BREEZES OF RETURN

EUTOPIA præsenterer under titel SO FARAWAY, SO NEAR, to danseforestillinger som handler om den “flygtede krop” og historierne bag. Den anden forestilling BREEZES OF RETURN, var et resultat af et samarbejde mellem Gellerups lokale folkedansere, Jafra-danserne og EUTOPIA 2017. Instruktør: Nisreen Faour. Fotos: Per Ryolf.

LIDENSKAB: 100 LIKES OG EN SAMTALE OM DIGITAL LIDENSKAB

LIDENSKAB var tredje og sidste del af trilogien TRO, HÅB OG LIDENSKAB på EUTOPIA Stage. Aftenen begyndte med danseforestillingen 100 LIKES af Black Box Dance Company, og derefter tog filminstruktør Jakob Gottschau over i en samtale med publikum om de sociale medier og deres magt. Fotos: Per Ryolf.

FOREDRAG MED ABDEL AZIZ MAHMOUD

I november 2016 havde EUTOPIA besøg af journalist, forfatter og TV-vært Abdel Aziz Mahmoud. Aftenen handlede blandt andet om integration, hvordan man bliver “rigtig” dansker, opførsel på de sociale medier og Abdels familie.

HÅB: HVAD LAVER DE HER? OG EN SAMTALE OM HÅB

HÅB var anden del af efterårets trilogi TRO, HÅB og LIDENSKAB på EUTOPIA Stage. Aftenen begyndte med C:NTACTs forestilling HVAD LAVER DE HER?, og derefter var der en samtale mellem Christian Have og Carsten Jensen med udgangspunkt i forestillingens temaer. Fotos: Per Ryolf.

WORKSHOP: I DANMARK ER JEG FØDT?

I foråret 2017 afholdte EUTOPIA og 365TEKSTER en skriveworkshop på EUTOPIA Stage. På dagen blev der produceret mange fine og forskelligartede tekster, som til slut skulle læses op på scenen. Fotos: Tomas Dalgaard.

TRO: ABRAHAMS BØRN OG EN SAMTALE OM TRO

TRO var det første ud af tre arrangementer i efterårets trilogi TRO, HÅB OG LIDENSKAB på EUTOPIA Stage. Aftenen begyndte med forestillingen ABRAHAMS BØRN af Hans Rønne, som blev efterfulgt af en samtale om tro. Fotos: Per Ryolf.

ÅBNINGEN AF EUTOPIA STAGE

I foråret 2016 overtog EUTOPIA det lukkede teater i Gellerup og gav nyt liv til et sted. EUTOPIA STAGE fødtes. Åbningsforestilling COLLAGE med fantastiske kunstnere fra lokalområdet og udefra, markerede starten på EUTOPIAs rejse.

Billederne og logoer kan frit benyttes til kreditering af projektet EUTOPIA efter henvendelse til eutopia2017@gmail.com

Vil du vide mere om EUTOPIA?

Logoer

Logoerne kan frit benyttes til omtale af projektet

“EUTOPIA er en drøm om at skabe et

smukt sted – for alle”

Brigitte Christensen – Kunstnerisk leder